Intet skal gå til spilde, når fremtidens grønne fjernvarme uden træpiller skal etableres i Aarhus. Heller ikke spildevandet fra husholdningerne. Det mener Kredsløb og Aarhus Vand, der i samarbejde er ved at undersøge mulighederne for at etablere varmepumper på renseanlæggene.
Kursen og retningen er klar, når det gælder fremtidens grønne fjernvarme i Aarhus, og den er først og fremmest grøn. Der skal sættes punktum i historien om byens brug af træpiller i opvarmningen og investeringen i ny biomasse.
Afløseren bliver vedvarende energi - og i mange afskygninger. Derfor er Aarhus Vand og Kredsløb i gang med at undersøge mulighederne for at etablere varmepumper på Egå Renseanlæg, der udnytter varmen i spildevandet, så det kan sendes ud til forbrugerne som grøn fjernvarme.
De nye spildevandsvarmepumper skal i første omgang etableres ved Egå Renseanlæg og senere på det fremtidige Aarhus ReWater, der skal afløse Marselisborg, Åby og Viby Renseanlæg.
Kredsløb og Aarhus Vand har i første omgang underskrevet en hensigtserklæring og er nu gået i gang med at undersøge mulighederne i fællesskab.
Projektet er en del af ”Fremtidens Grønne Fjernvarme”, der bl.a. omfatter EU’s største geotermiske anlæg, nye havvandsvarmepumper og andre typer varmepumper. Hvis alt bliver udbygget, er forventningen, at vedvarende energi vil udgøre langt størstedelen af den samlede kapacitet i Aarhus.
For mere information, kontakt:
Pressechef Aarhus Vand, Jan Tøibner: 29209382/jan.toibner@aarhusvand.dk
Presseansvarlig Kredsløb, Anders Rasmussen: 25577809/anrr@kredslob.dk