Publiceret: 25. aug. 2023

Lyt til fortællinger om vand under Aarhus Festuge

Lydrejse Presse (2)

Bliv klogere på, hvorfor vand er forudsætningen for liv og lad dine ører blive forkælet af lækker lyd. Du finder gratis fortællinger om vand under hele Festugen ved at scanne en QR-kode ved byens vandposter.

Forkæl dine ører under Festugen og find forskellige lydfortællinger om vand rundt omkring ved byens vandposter. Aarhus Vand har i et kreativt samarbejde med Teater Fluks og komponist og lydkunstner Niels Gade skabt lydfortællinger om vandets forunderlige verden og historie.

Intet liv uden vand

Rundt omkring ved 12 vandposter i Aarhus (angivet herunder) fra Risskov og Botanisk Have i nord til Banegårdspladsen, Skanseparken og Mindeparken i syd kan du scanne en QR-kode med din mobiltelefon og få fortællinger, som giver et poetisk dyk ned i vandets verden. Tag på en lydrejse og hør f.eks. en finurlighed som vandets tale – hvis det kunne tale. Lydfortællingerne gør dig klogere på, hvorfor vand er kilden til alt liv og vandets kredsløb her i Aarhus.

Vi tilbyder et poetisk refleksionsrum med kunsten, hvor vi skaber forbindelse mellem publikum, borgerne i Aarhus, og noget som vi alt for nemt kommer til at tage for givet - nemlig vores vand. Vi er glade for samarbejdet med Aarhus Vand, og for at de kan se potentialet i at formidle deres fagstof på helt nye måder.
- Sara F. Søndergaard, kunstnerisk co-leder, Teater Fluks

Der er kræset for den lækre lyd

I lydfortællingerne har det kunstneriske team kræset for den lækre lyd. Med behagelige toner og til den meditative lyd af vand sender de lytteren på en rejse med vandet i to fortællinger:

Hør hvordan aarhusianerne tilbage i 1800-tallet hentede vand ved Store Torv, og hvordan forurening af denne vandkilde førte til et dødeligt koleraudbrud.

Hør om monsterregn og klimatilpasning og de vandmængder, som Aarhus kan håndtere.

Aarhus Vand har søsat et virkelig spændende projekt. Gennem poetiske lydfortællinger bringer de vigtige emner som drikkevand, spildevand og klimatilpasning i spil ud fra et lokalt perspektiv. Det er en anderledes og innovativ måde at gøre opmærksom på det meget vigtige arbejde, de udfører. Adgang til drikkevand tager de fleste for givet - det bør man ikke. Dette kunstprojekt er jeg, som komponist og lydkunstner, glad for og stolt af at være en del af.
- Niels Gade, producent, komponist og lydkunstner

Fortællinger ved 12 vandposter under Aarhus Festuge

Og hvordan får du så fingre i disse poetiske lydfortællinger? Ved 12 vandposter i byen (se oversigt herunder) kan du scanne en QR-kode med brug af mobiltelefonen, drikke lidt vand, tage hørebøfferne på og give dig hen til den gode lyd og fortælling. Sæt dig godt til rette på de bænke, som du finder tæt på vandposten. Eller tag en rask gåtur til den taktfaste rytme. Du er velkommen til at følge nogle af de ruter, som vi foreslår, så du også får lidt til øjnene samtidig. Du finder også alle fortællinger og forslag til gå-ture på vores hjemmeside aarhusvand.dk/lydrejse.

Vandposter, hvor QR-kode til lydfortælling kan scannes:

Kort Over Lydfortællinger Bred(1920 × 1080 Px)
Kort over lydfortællinger
  • Risskov (nær Fitnessparken)
  • Bispetorvet (nær Skt. Clemens Torv)
  • Klostertorvet (nær busstoppestederne)
  • Banegårdspladsen (nær gågaden)
  • Havnefronten (nær Sportspladsen)
  • Ridehuset (nær Frederiks Allé)
  • Åparken (nær Thorvaldsensgade)
  • Botanisk Have (nær parkeringspladsen ved Væksthusene)
  • Mølleparken (nær Åen)
  • Skanseparken (nær Marselisborg Allé)
  • Tangkrogen (nær kiosken Filtenborgplads)
  • Mindeparken (nær stien ved legepladsen)
Malene Laursen

Malene Philippa Laursen

Brand- og Marketing Manager

+45 6017 3507

mpl@aarhusvand.dk