Publiceret: 04. maj 2023

Aarhus Vand styrker grøn omstilling

DJI 0094
Marselisborg Renseanlæg

Aarhus Vand har et mål om at styrke den grønne omstilling. Hvordan er det så gået med det mål i 2022? Det kan man finde svar på i selskabets årsrapport, som netop er udkommet.

Aarhus Vands årsrapport for 2022 viser, at vandselskabet har en god og sund økonomi, og at aarhusianernes vandregning er holdt i ro trods høj inflation og høje priser på el. Selvom der ikke et sket en prisstigning, har selskabet i 2022 alligevel formået at investere næsten 500 mio. ud af en samlet omsætning på knap 700 mio. kr. i grønne tiltag og et sundere vandkredsløb. Direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, siger om dette:

At vi har formået at investere så mange penge i bedre badevand, bedre fiskevand, rent vand i hanen og et klimatilpasset Aarhus viser, at forbrugernes penge kommer ud at arbejde for det fælles bedste. Inkluderet i vores investeringer i 2022 er også en omstilling til en grønnere og mere bæredygtig fremtid.

Vi har forpligtet os på at forvalte de ressourcer, vi har til rådighed, på en bæredygtig måde i forhold til miljøet, det sociale og økonomien. Og vi har forpligtet os til at sikre selskabets nuværende behov uden at forringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres.
- Lars Schrøder, CEO Aarhus Vand

Som eksempler på dette nævner Lars Schrøder i årsrapporten, at Aarhus Vand også i 2022 er nået op på en produktion på 150 procent grøn energi på Marselisborg Renseanlæg. Her bliver spildevandet omdannet til el og varme, og i 2022 producerede selskabet 8.8 MWh overskuds-el svarende til det årlige forbrug i 1.650 husstande og 4.4 MWh overskudsvarme svarende til 950 husstandes årlige forbrug. Den grønne el og varme bliver i Aarhus og kommer aarhusianerne til gode via el- og fjernvarmenettet.

Der er også udvundet 52 tons struvit af spildevandet på renseanlæggene. Struvitten omdannes til næringsrig fosforgødning, som i 2022 i øvrigt blev godkendt til økologisk brug af EU. Lars Schrøder fremhæver desuden, at vandforbruget hos aarhusianerne er lavere end nogensinde, og at selskabets vandtab fra boring til hane i 2022 var helt nede på 5 procent.

Netop det at passe på vandressourcerne er også et tema i bestyrelsesformand Flemming Besenbachers årsberetning. Her fremhæver han regeringens ønske om at styrke beskyttelsen af drikkevandet:

Det er en vigtig og helt nødvendig prioritering, for på landsplan er der nu fundet pesticider i halvdelen af de aktive grundvandsboringer. Det er en alvorlig trussel mod vores rene drikkevand, som tydeligt viser et behov for en national plan for beskyttelse af grundvandet. Derfor har vi i 2022 arbejdet hårdt på at få etableret grundvandsparker, der skal sikre en total beskyttelse af det grundvand, der skal indvindes til drikkevand.

Vi har været med til at bane vejen for dette ved at præsentere en model for etablering af grundvandsparker, og det er glædeligt at se, at Aarhus Kommune har taget godt imod dette. Eksempelvis har kommunen her i 2023 taget idéen om grundvandsparker med i overvejelserne i etableringen af et stort naturområde i det sydlige Aarhus.
- Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand Aarhus Vand
Læs årsrapporten her

 

For yderligere information, kontakt:

Flemming Besenbacher

Flemming Besenbacher

Bestyrelsesformand Professor i nanoscience og fysik på Aarhus Universitet

+45 2338 2204

flemming@besenbacher.dk