Publiceret: 29. nov. 2023

Aarhus Vand gearer organisationen til bæredygtig vækst

Drypsensor

Aarhus Kommunes vandselskab, Aarhus Vand, baner nu vejen for grøn omstilling og vækst med en ny koncernstruktur.

Da Aarhus Vand i 2010 blev omdannet fra kommunal forvaltning til et kommunalt ejet aktieselskab, var formålet ”at sikre en vandforsyning og spildevandsrensning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed og naturen og drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne”.

Det er stadig vigtigt, men der er kommet mere til. Selskabets formål er i dag intet mindre end ”at skabe sundhed gennem rent vand - til mennesker og planeten”. Det skal en ny koncernstruktur være med til at sikre.


Potentiale i vand skal udnyttes

Den 1. december bliver aktieselskabet til en koncern, der kommer til at bestå af et holdingselskab, som bliver serviceselskab for resten af koncernen, og det er her, de 230 medarbejdere vil være ansat. Drikkevandsproduktion og spildevandsrensning vil ligge i selskabet Aarhus Vand Forsyning, mens man i Aarhus Vand Ressource kommer til at udvikle nye, grønne løsninger inden for vandområdet. Og i Aarhus Vand Kommerciel bliver den primære opgave at investere i start ups og joint venture-selskaber.

Det kan lyde indviklet, men det er nu ikke så slemt, og der er en mening med galskaben, forklarer administrerende direktør i Aarhus Vand, Karina Topp:

Der er et kæmpe potentiale i at udnytte ressourcerne i vand, især i spildevand. Man kan producere overskudsenergi i form af grøn el og varme bl.a. med varmepumper på renseanlæggene. Og i fremtiden kan man producere biokul og højværdiprodukter som proteiner og biopolymer og meget mere af spildevand.

Det potentiale skal vi udnytte i vores grønne omstilling, men det kan vi af lovgivningsmæssige årsager ikke med den nuværende selskabsstruktur. Derfor etablerer vi nu en koncern, der sikrer, at vi kan stifte selskaber, hvor vi kan udvikle – og tjene penge på - nye, grønne løsninger til gavn for aarhusianerne og for miljøet.
- Karina Topp, administrerende direktør i Aarhus Vand

Ingen risiko for forbrugerne

Karina Topp slår fast, at man ikke skal frygte, at Aarhus Vand kommer til at gamble med forbrugernes penge gennem risikable investeringer. Tværtimod bliver der i den nye struktur helt vandtætte skotter mellem kerneforretningen, som fortsat leverer drikkevand og renser spildevand, og datterselskaberne, hvor der udvikles nye løsninger. Hun peger på disse fordele med den nye struktur:

  • Udnyttelse af ressourcer inden for vandets kredsløb optimeres
  • Innovationsevnen styrkes
  • Bedre kommercielle muligheder, der kan understøtte den fortsatte udvikling af Aarhus Vand
  • Bedre mulighed for at tiltrække investorer med henblik på at katalysere udvikling og værdiskabelse
  • Samarbejde med nationale og internationale aktører styrkes
  • Bedre mulighed for at tiltrække medarbejdere


Behov for sektorkobling

Bestyrelsesformand i Aarhus Vand, Flemming Besenbacher, ser den nye koncernstruktur som helt afgørende for, at Aarhus Vand kan leve op til både selskabets og Aarhus Kommunes klimamålsætninger. Men han ser en udfordring i, at forsyningssektoren fortsat er så skarpt opdelt i el, vand og varme. Han siger:

Nu har vi fået vores koncernstruktur på plads, så vi både nu og i fremtiden kan udnytte potentialet i vandets kredsløb. Det er så op til politikerne på Christiansborg at skabe mulighed for sektorkobling i forsyningssektoren, så man sikrer synergi mellem el, vand og varme, hvilket nærmest er umuligt i dag.
- Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand Aarhus Vand

For yderligere information, kontakt:

  • Karina Topp, administrerende direktør i Aarhus Vand, tlf. 5157 6351, e-mail: karina.topp@aarhusvand.dk
  • Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i Aarhus Vand, tlf. 2338 2204, e-mail: flemming@besenbacher.dk