Aarhus Vand har i dag indgået en samarbejdsaftale med entreprenørfirmaet Aarsleff, som skal sikre et tæt partnerskab de næste otte år om opførelse af Aarhus Rewater. Det bliver et ressource- og renseanlæg, der sætter nye standarder for cirkulær økonomi inden for vandområdet.
Samarbejdsaftalen blev underskrevet af Lars Schrøder, CEO i Aarhus Vand, og Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff, og markerer, at de to virksomheder indgår et tæt partnerskab om at opføre det, der skal blive et af verdens mest bæredygtige renseanlæg.
Anlægget – Aarhus Rewater – kommer udover at rense spildevand til at producere overskudsenergi og udnytte ressourcerne i spildevand i et omfang, der ikke er set før. Det er ressourcer som eksempelvis næringsstoffer, proteiner, kemikalier og grundsubstanser til sundhedsindustrien.
Baggrunden for opførelsen af Aarhus Rewater er, at Marselisborg Renseanlæg om få år har for lidt kapacitet til at rense spildevandet fra et stigende antal borgere i Aarhus Kommune. Desuden er der ikke plads til at udvide anlægget, der er nabo til Marselisborg Lystbådehavn. Åby og Viby Renseanlæg har også for lidt kapacitet. Derfor skal der bygges ét nyt, stort anlæg med en ny placering i området, hvor det nuværende Marselisborg Renseanlæg ligger.
Samarbejdsaftalen baner vejen for, at Aarsleff kommer til at stå i spidsen for et totalentrepriseteam, som udover Aarsleff består af procesrådgiver Envidan med underrådgiverne KWR Water Research Institute og Royal HaskoningDHV Nederland B.V samt af arkitekt Henning Larsen Architects med underrådgiverne Klinges Tegnestue, Topotek 1 og Eva Koch.
Anlægget udvides løbende indtil 2060, hvor kapaciteten når op på det, der svarer til 600.000 personers udledning af spildevand.