Startups fra vandbranchen pitchede innovative løsninger som svar på alverdens vandudfordringer til potentielle investorer den 11. maj, da Tech Tour gæstede Aarhus Vand.
Skal satellitter, sensorer, IoT, filterløsninger eller genbrug af vand løse fremtidens vandudfordringer? Startups havde hver deres løsning med den 11. maj, da Aarhus Vand var vært for en større europæisk event, som skabte rum for at iværksættere kunne møde potentielle investorer. Deltagerne ankom fra hele Europa. Et par investorer fra USA og en enkelt virksomhed fra Jordan havde også fundet vej til Aarhus.
Tech Tour var initiativtager. De organiserer cirka 40 investorevents i Europa om året og kunne for første gang byde velkommen til et møde med fokus på vandteknologi.
– Der sker meget inden for vandsektoren nu. Derfor har vi oplevet stor interesse for denne event, som man kun kan deltage i ved at blive inviteret, siger Dorte Wiene, direktør for den nordiske del af Tech Tour.
Efter croissant og velkomst blev det tid til det, som alle ventede på, nemlig ét minut pitches fra hver af de 35 startups. Alt fra sensorteknologi, til filterløsninger og ny biologi, som kan erstatte polymér i rensning blev præsenteret. Yngste startup person var blot 14 år. Han præsenterede en pose, som man placerer på jorden og som trækker vand op af jorden.
– Jeg var meget glad for at lytte til de mange forskellige løsninger på vores udfordringer med vand, så i dag er jeg optimistisk på fremtidens vegne, siger Mads Bayer, CFO, Aarhus Vand.
Èt af de danske startups, som havde løsninger med i lommen, var danske Aguardio.
– Jeg har fået meget ud af at deltage, bl.a. har jeg mødt folk fra vandsektoren i USA, som måske kan hjælpe os videre på det amerikanske marked, fortæller Anders Barkholt, som er vicedirektør i Aguardio.
Virksomheden er beliggende tæt på Aarhus Vand i the Spring, som er det nye innovationsområde på vand i Aarhus Kommune. Aguardio udvikler IoT-sensorer til toilet og bruser, som viser vandforbruget på badeværelset og dermed fungerer som en slags interaktiv nudging for at få forbrugere til at spare på vandet.
– Det har været en forrygende event og mit indtryk er at folk matcher godt. Og så kan jeg konstatere, at toiletterne ikke løber her hos Aarhus Vand, det tæller også på positiv-siden, siger Anders Barkholt med et glimt i øjet.
Andre deltagere havde taget en længere tur. Christopher Sveen fra Norge deltog i håbet om at finde en investor.
– Min virksomhed Renasys er fra 2020 og vi udvikler fin partikelfiltrering. Det er første gang, at vi forsøger at rejse kapital og det er også blevet til flere nye gode kontakter, som vi håber kaster en investering af sig, siger Christopher Sveen, CEO, Renasys.
Stemningen var god hos Aarhus Vand på denne solskinstorsdag.
– Det har været en forrygende dag – det hører jeg alle sige. Det betyder også meget, at vi kunne være et sted, som er relevant for vandbranchen og ikke blot et konferencecenter, siger Dorte Wiene, Tech Tour.
Mads Bayer fra Aarhus Vand tilslutter sig dette synspunkt og udtrykker stor glæde ved, at Aarhus Vand blev valgt som host. Samtidig konstaterer han, at det nye hovedkontor har bestået testen som et sted, der kan huse en stor event.
Tak til vores samarbejdspartnere for at bidrage til Tech Tour Water Tech: Aarhus Kommune, Kromann Reumert og CLEAN samt øvrige partnere som Water Valley Denmark, Erhvervsfyrtårn for Vandteknologi, International Cleantech Network, Startup Aarhus og Water Alliance.