Det blotte øje vil ikke kunne spotte hvilken skjult kulturoplevelse som ligger gemt under jorden i Kongelunden i Aarhus. Her er den nedlagte Observatoriebeholder blevet indrettet med Christian Skjødt Hasselstrøms nyeste kunstværk. En unik oplevelse der åbner for offentligheden den 28. september 2024.
I 2020 blev den underjordiske vandbeholder i Kongelunden nedlagt, da en ny og mere tidssvarende vandbeholder blev etableret. Indtil nu har den gamle vandbeholder stået tom, men med et stort ønske fra Aarhus Vand om at beholderen ville blive brugt til nye, spændende projekter til gavn for Aarhus og aarhusianerne.
Derfor inviterede Aarhus Vand til en inspirationstur til beholderen for alle interesserede - her mødte både arkitektfirmaer, kulturpersoner og kommunikationsbureauer op.
Her faldt den aarhusianske organisation, Kulbroen, for det unikke underjordiske sted, da det passede ind i deres nye kulturkoncept under titlen 'Kultur i skjulte rum'. Projektet blev finansielt støttet af Kirsten og Gunnar Fonden, som gjorde det muligt at udleve visionen om at give tilbage til byen.
Det er nu muligt at booke en guidet tur, hvor man både vil kunne opleve den 5000 kubikmeter store beholder kombineret med Christian Skjødt Hasselstrøms nyeste kunstværk, der er lavet specielt til det store rum. Udstillingen varer fra den 28. september til og med 18. oktober og billetter kan bookes her. Billetterne koster 85 kr. pr. person.
Aarhus Vand er stolte partnere i dette projekt, som er et bidrag til den aarhusianske kulturscene. I fremtiden er håbet at Observatoriebeholderen fortsat kan benyttes til fantastiske kulturtilbud - kun fantasien sætter grænser for hvad dette enestående rum vil kunne bruges til.
Afdelingschef for Vandproduktion
+45 40791376
michael.rosenberg.pedersen@aarhusvand.dk