Aarhus Vand er gået sammen med nogle af de største offentlige bygherrer i Danmark om en samlet indsats for at sætte skub i den grønne omstilling.
Med Center for Offentlig-Privat Innovation i spidsen er en erklæring underskrevet, som stiller krav om brug af emissionsfrie arbejdsmaskiner i anlægsprojekter. Centeret har foretaget en analyse som viser, at CO2- udledningen i Danmark ville blive reduceret med 3,4 tons, hvis alle entreprenørmaskiner var el-drevne. Udover at være godt for klimaet, så vil en omstilling til elektriske drivmidler give mindre støj, reducere kræft, luftvejs- og hjerte-kar-sygdom og dermed dødsfald.
Argumenterne taler sit tydelige sprog. Således har de 14 største offentlige bygherrer -herunder også Aarhus Vand underskrevet en hensigtserklæring. Erklæringen betyder, at de fremover vil stille som krav, at entreprenører bruger emissionsfrie arbejdsmaskiner i bygge- og anlægsprojekter.
Underskrifterne er sat på konferencen Grønt Gearskifte, som blev afholdt af Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) og en række af Danmarks største offentlige bygherrer den 23. november 2023 i Industriens Hus.
En skaleringsproces er en metode indført af CO-PI, som samler flere offentlige aktører om en fælles udfordring.
Ved at gå i fælles dialog med markedet skaber de offentlige organisationer større skala i efterspørgslen.
Derved kan private virksomheder hurtigere kan se en forretning i at udvikle de nye løsninger, der er behov for.
I hensigtserklæringen er det målsætningen at gå efter fuldstændig omstilling til emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner, men ved tunge arbejdsopgaver er de store bygherrer også klar over, at krav om omstilling ikke altid lader sig gøre.
Pia Gjellerup, direktør i CO-PI, glæder sig over, at så mange forskellige offentlige bygherrer fra hele landet tilslutter sig hensigtserklæringen og vil stille krav om emissionsfrie arbejdsmaskiner.