Publiceret: 26. apr. 2023

Aarhus Vand er initiativtager for konference om grundvandsparker i Danmark

Grundvandspark

I Aarhus Vand arbejder vi for at sikre rent drikkevand for alle - både nu og i fremtiden. Det gør vi blandt andet gennem skovrejsning og etablering af grundvandsparker. Grundvandsparker bidrager ikke kun til at sikre rent drikkevand, de hjælper også på biodiversiteten samt forbedrer klima, miljø og natur.

Hvordan sikrer vi rent drikkevand til alle i et klimarobust Danmark?

I samarbejde med Aalborg Forsyning, Vandcenter Syd, HOFOR og Danmarks Naturfredningsforening afholder vi en konference omkring etablering af grundvandsparker i Danmark.

Det overordnede tema for konferencen er, hvordan vi kan sikre rent drikkevand til alle i Danmark. De andre deltagende er DANVA, Landbrug & Fødevarer, Kommunernes Landsforening og Miljøminister Magnus Heunicke. Dertil vil miljøordførere fra 2-3 partier deltage i en paneldebat.

Regeringen arbejder lige nu på en national arealstrategi, og vi forventer, at der bliver truffet vidtgående beslutninger om de danske arealer. Det gælder bl.a. planer for natur og biodiversitet, vedvarende energi, landbruget, klimatilpasning, beboelse, skovrejsning og ikke mindst grundvandsbeskyttelse.

Miljøminister Magnus Heunicke præsenterer regeringens bud på sammenhængen mellem grundvand, drikkevand, natur og miljø på konferencen.

 

Konferencen afholdes mandag den 15. maj 2023 fra 13-15 i fællessalen på Christiansborg. Gitte Hansen fra DR P1 vil være ordstyrer under konferencen samt stå for paneldebatten.

Programmet for konferencen ser ud som følger:

13.00 – Velkomst og baggrund med fokus på forureningsproblemet

Lars Schrøder, Administrerende direktør i Aarhus Vand

 

13.10 – Hvad skal der til for at sikre forsyningen af rent drikkevand?

Lasse Frimand Jensen, Bestyrelsesformand i DANVA

 

13.20 – Regeringens indsats på området og sammenhæng mellem områderne grundvand, drikkevand, natur og klima

Miljøminister Magnus Heunicke

 

13.30 – Spørgsmål til Ministeren

Ordstyrer, Gitte Hansen

 

13:40 – Kaffepause

 

14.00 – Paneldebat: Hvordan fremtidssikrer vi vores rene drikkevand?

Ordstyrer, Gitte Hansen: Miljøordførere fra 2-3 partier og repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening samt HOFOR.

 

14.50 – Afrunding

Søren Gais Kjeldsen, Aalborg Forsyning