Du kan både søge på en adresse eller zoome i kortet ved hjælp af + og - knapperne.
Når 'Fremtidige' er markeret, så vises Aarhus Vands plantegninger for, hvor stikledningen skal placeres i fremtiden.
Markeres 'Eksisterende', så vises der, hvad Aarhus Vand har registreret i dag. Vær opmærksom på, at der kan være fejl i registreringen, men at vores entreprenører er opmærksomme på dette.
OBS: Hold dig orienteret her på siden, da skitserne kun er vejledende, og der kan forekomme ændringer.
Hvis din autoriserede kloakmester skal bruge en stikskitse, så kan du zoome til din adresse i kortet og trykke på 'print' ikonet i øverste højre hjørne.
Når du har trykket, så vil du kunne finde billedet i din mappe for downloadede filer.
Du har yderligere mulighed for at tegne i kortet og dermed lave en afstand i kortet via 'lineal' ikonet til højre for 'print' ikonet.
Ønsker du, at stikket placeres et andet sted, kan du kontakte den respektive projektleder. Find den rigtige kontaktperson i kortet på denne side, ved at trykke på det område du bor i.
Vejbede forsinker og renser en del af regnvandet fra vejene, inden det ledes i regnvandsledningen. Der er ikke nedsivning fra vejbedene. Vandet opsamles i et dræn i bunden af vejbedet.
Vejbrønden ved indløbet til vejbedet fungerer således, at vandet skal komme op af vejbrønden og løbe ind i bedet. Vejbrønden er således ikke stoppet til, når der flyder vand op.
2 af visionerne i forbindelse med Aarhus Kommunes arbejde med Merværdi i klimatilpasning er en grønnere bydel og fredeligere veje. Disse ønsker bliver understøttet med placering af vejbede, hvor forholdene på stedet tillader det. Her bliver der f.eks. set på afstand til sideveje og indkørsler m.v.
Beplantningen består af løg og stauder. Planterne er sammensat således, at der er blomster så stor en del af året som muligt. Du kan læse mere om blomsterne hos Byblomst, der er vores dygtige samarbejdspartner.
Planterne er sammensat, så de kun kræver et minimum af vedligeholdelse. Det er Aarhus Kommune, der står for den grønne vedligeholdelse.
Når vejbedene ofte er placeret i den samme side af vejen fremfor forskudt, skyldes dette, at der i de fleste veje er mange forskellige ledninger i jorden, som vi skal tage hensyn til. Det kan eksempelvis være fjernvarmeledninger, der ofte er placeret i modsatte side af spildevandsledningerne.
Når Aarhus Vand laver nye ledninger i et område, så retablerer vi vejen i den rende, vi har gravet. Renden afsluttes med et asfaltbærelag (groft asfalt).
Når der har været lavet så omfattende gravearbejde, så kan det ikke undgås, at der de næste par år vil opstå sætninger i asfalten.
Derfor betaler Aarhus Vand ind til en slidlagspulje, så Aarhus Kommune, 2-3 år efter gravearbejdet er afsluttet, kan lægge nyt slidlag på. Vejen kan derfor virke lidt ufærdig, indtil det sidste slidlag kommer på.