Publiceret: 17. aug. 2023

Vandtab er reduceret med 8 % i byen Tema i Ghana

Drikkevand Ghana Tema

Ghana Water har reduceret deres vandtab med 8 % i byen Tema. Aarhus Vand har bidraget med viden om, hvordan man aktivt finder lækager på vandledninger. Nu kan vandoperatører i Tema selv finde og reparere læk som følge af dette samarbejde.

Indbyggere i Ghana har ikke 24/7 leverance af vand. De primære kilder til vand er Accra floden og undergrunden, men meget vand går tabt efter det er udvundet.

Vi har et underskud på 300.000 m3 vand i forhold til efterspørgslen i Ghana. Vi har ikke nok produktionskapacitet. En anden stor udfordring er vandtab, som i byen Tema er på omkring 52 %
- Maxwell Akosah-Kusi, Manager non-revenue Water, Ghana Water Company Ltd.

Årsagen til vandtab eller ikke indtægtsgivende vand er både lækager på vandledninger, ulovlige opkoblinger til vandsystemet og folk som modtager vand uden at blive faktureret.  

Samarbejde med Aarhus Vand siden 2019

I 2019 underskrev Aarhus Kommune og Aarhus Vand en samarbejdsaftale med Ghana Water. Siden da har Aarhus Vand arbejdet for at reducere vandtab i et pilot-område i byen Tema i Ghana.

”Vi har fokuseret på lækagesøgning og anvender basale og mere avancerede metoder til at finde læk. Reparationer af en god kvalitet er også et af vores fokusområder. I nogle tilfælde er udskiftning af vandledninger nødvendig. Ved at bruge asset management og data har vi prioriteret indenfor et begrænset budget,” siger Flemming Fogh Pedersen, projektchef, Aarhus Vand.

Tidligere skulle der klager til før læk på vandrør blev fundet

Før samarbejdet med Aarhus Vand blev lækager ikke repareret, førend vand var synligt på overfladen.

”Vi plejede at reparere læk ud fra klager og rapporter fra offentligheden. Vi udførte ikke aktiv lækagesøgning, siger Patrick Awotwe, Manager, Technology & Innovations at Ghana Water Company Ltd.

Ghana Water kan aktivt finde og reparere lækager nu

Men denne situation har ændret sig. I hans optik er medarbejdere i vandforsyningen i Tema blevet langt mere bevidste om, hvor meget vand og penge, der bliver tabt, pga. lækager.

Vi er blevet introduceret til basalt lækagesøgningsudstyr og er nu i stand til selv at finde og reparere lækager. Vi forstår også at anvende flow metre og vi har et par smart meters til at hjælpe os med at finde lækager
- Patrick Awotwe, Manager, Technology & Innovations at Ghana Water Company Ltd.

Desuden er medarbejderne i stand til at undervise hinanden i at finde lækager og forstår vigtigheden af dette. Denne videns- og teknologitransfer inden for lækagesøgning har haft en stor betydning ifølge Ghana Water.

Vandtab er reduceret

”Indtil i dag har vi registreret en reduktion af vandtabet på omkring 8 % - så indvirkningen har været stor,” konkluderer Maxwell Akosah-Kusi.

Han er fokuseret på at løse udfordringerne med vand også ved hjælp af digitalisering, elektronisk afregning og GIS-systemer. En ny fase af samarbejdet med Aarhus Vand vil bl.a. indebære digitalisering af vandsystemet med brug af GIS. Desuden skal asset management bidrage til bedre at prioritere daglige reparationer og rørudskiftning.

”Den anden fase af samarbejdet vil fokusere på digitalisering, og hvordan vi kan skalere vores indsats, så vandtabet kan blive reduceret i hele Ghana. Desuden vil vi også arbejde med kvaliteten af svejsninger og uddanne indenfor udskiftning af ledninger og kvalitet af materialer anvendt til fornyelse af vandsystemet,” siger Flemming Fogh, Aarhus Vand.


Projektet er støttet af Udenrigsministeriet og realiseret i samarbejde med Aarhus Kommune.