Godt håndværk og muligheden for at tænke ud af boksen definerer arbejdet for Bo Grumstrup Sørensen på serviceværkstedet. Han oplever stor frihed til at løse sine opgaver sammen med 12 dygtige kollager, som han er ansvarlig for.
En frihedsgrad til altid at finde de bedste løsninger er én af de ting som Bo Grumstrup Sørensen sætter allermest pris på i sit job som leder af serviceværkstedet hos Aarhus Vand. I 2005 blev han ansat som smed og i 2007 forfremmet til leder af serviceværkstedet.
Hans opgave er i samarbejde med 12 medarbejdere at holde systemer kørende i forhold til de mekaniske komponenter både på renseanlæg og pumpestationer til drikkevand.
Han er uddannet maskinarbejder og vokset op på sine forældres maskinværksted. Af den grund føler han sig mere som håndværker end leder og er glad for, at der hos Aarhus Vand bliver sat pris på godt håndværk.
”Jeg kan godt lide at fin-tune på ting. Hvis du f.eks. bestiller en prøveoptager hos mig – så udvikler jeg gerne en model, som kan lidt mere end du egentlig først selv havde tænkt,” siger Bo Grumstrup Sørensen.
Han forklarer videre, at der er enormt højt til loftet i Aarhus Vand og frihed til at finde de gode løsninger.
Èn af opgaverne på værkstedet er blandt andet renovering af gearkasser og pumper. Pumperne bliver vasket, skilt ad og derefter bliver det vurderet, hvordan pumpen skal renoveres eller hvorvidt den skal skiftes ud. På værkstedet svejser de bl.a. rør og coater pumper med epoxy indvendigt. Til sidst sørger Bo og kollegaerne for, at pumpen bliver sat i drift igen.
På serviceværkstedet er der 12 medarbejdere med forskellige kompetencer. ”Det er verdens bedste medarbejdere – vi er utroligt stærke sammen. Der er ikke noget som vi ikke kan lave,” forklarer Bo Grumstrup Sørensen.
Det skyldes måske også, at Bo gerne ”tænker ud af boksen” som han selv udtrykker det. Han bidrager derfor også i innovationsprojekter, hvor han sammen med sine medarbejder opfinder nye komponenter eller tager nogle eksisterende og gør dem bedre, så de får længere levetid. Evnen til at kaste sig ud i nye ting har han også brugt i de internationale projekter, som Aarhus Vand er engageret i.
”Jeg har blandt andet været i Zambia, Ghana og Sydafrika. Det var en kæmpe oplevelse for mig, både på det faglige og personlige plan. Det føles godt at kunne hjælpe andre steder i verden,” siger Bo Grumstrup Sørensen.
Ifølge Bo ligger det i Aarhus Vands DNA, at vi skal udvikle os og nogle gange gå forrest ”det passer godt til mig,” forklarer han. Når vi kobler dette sammen med friheden til at løse opgaverne og det stærke team på værkstedet har vi måske forklaringen på, at den entusiastiske håndværksleder har været hos Aarhus Vand i så mange år.