Klokkerparken i Aarhus er blevet klimatilpasset, så den både skaber plads til øgede mængder regn og er til gavn for mennesker og insekter. Her summer der af liv og leg, hvor der samtidig er mulighed for at gå på opdagelse i områdets rige biodiversitet.
I forbindelse med klimatilpasningen i Åbyhøj, hvor Aarhus Vand adskiller regnvand og spildevand, er der blevet anlagt to nye regnvandsbassiner ved Klokkerparken. Derudover er der også blevet oprettet nye stiforbindelser, bordbænkesæt, fitnessredskaber, nye træer og et vådt område med bynatur – dette er alt sammen med til at binde området bedre sammen.
Ved indvielsen af parken i juni 2023 var naboerne og skoleelever inviteret til at lave bioblitz, for at gå på opdagelse og registrere de planter og dyr som findes i området. Derudover kunne man også få inspiration til mere blomstrende have samt blive klogere på klimatilpasning og omdannelsen af området. På sigt skal parken desuden fungere som et levende laboratorie, hvor biologer vil holde øje med om nye arter kommer til.
Projektet er en del af oprettelsen af den blågrønne kile som skal gå fra Klokkerparken via Åby Bibliotek og Åby Park over til Åby renseanlæg. Dette skal gøre det muligt at håndtere store regnmængder, som dermed kan forhindre oversvømmelser i Åbyhøj og Hasle i fremtiden.
Karina Topp, divisionsdirektør i Aarhus Vand, siger:
Når vi laver klimatilpasningsprojekter, samarbejder vi med beboerne og Aarhus Kommune om at finde fælles ambitioner for det enkelte område. Og som en del af projekterne fokuserer vi på at skabe merværdi for at give noget tilbage til området. Det kan – som her i Klokkerparken - være i form af nye mødesteder, flere stier, grønne områder og øget biodiversitet.
Klokkerparken projektet er lavet som et Vandpartner projekt i samarbejde med Envidan og Per Aarsleff. Du kan læse mere om Vandpartner ved at følge dette link: Vandpartner