Publiceret: 19. apr. 2023

Aarhus-metoden til klimatilpasning af den eksisterende by

Regnvandsbassin

I Danmark oplever vi mere og voldsommere nedbør, hvilket skaber flere og kraftigere oversvømmelser. Derfor arbejder vi i Aarhus med at skabe "tid og plads til vandet". Det gør vi med den tilgang, at klimatilpasning er en fælles opgave, som vi kun kan lykkedes med, hvis alle gør en indsats.

Ved skybrud kan regnvandet ikke være i kloakkerne. Derfor løber vand fra veje, stier, ejendomme og de grønne områder hen mod de laveste områder.

Det giver samfundet store udfordringer. Som vandselskab skal vi være med til at løse disse udfordringer ansvarligt, både i forhold til planlægning, teknologi og økonomi. Det gør vi blandt andet i samarbejde med Aarhus Kommune.

Aarhus Vand, Aarhus Kommune, Envidan og Københavns Universitet har med støtte fra VUDP udarbejdet en drejebog for Klimatilpasning af den eksisterende by.

Læs drejebogen her.

Klimatilpasning Eksisterende By

En ressource, der bidrager til byens vækst

Aarhus ønsker at være på forkant med klimaforandringerne. Det gøres ved at skabe tid og plads til vandet gennem den fysiske planlægning og samtidig skabe mulighed for øget biodiversitet, rekreative områder og folkesundhed. Vandet ses som en ressource, der kan bidrage positivt til byens vækst.

Vandet indgår i et samlet kredsløb, som bør være afbalanceret. Klimatilpasning bør derfor ses i et samlet billede, uanset om vandet kommer fra skybrud, havet, stigende grundvand eller vandløb og søer.

Rent administrativt kan det dog være vanskeligt, fordi indsatserne skal finansieres af forskellige aktører. Forsyningsselskaberne kan ved fremtidig kloakplanlægning klimatilpasse for mere regn, mens opgaven med at klimatilpasse i forhold til eksempelvis stigende hav- og grundvand skal løftes andre steder fra.

Sund balance mellem miljø, effekt og økonomi

For at imødekomme udfordringerne tænker vi hos Aarhus Vand ikke kun i én retning for at tilpasse vores område til klimaet. Det er ikke nok at øge kapaciteten af kloaksystemet, vi er også nødt til at klimatilpasse terrænet til at håndtere de voldsomme regnmængder.

Derfor arbejder vi sammen med Aarhus Kommune og andre partnere med en bred vifte af muligheder. De tager udgangspunkt i vores højteknologiske løsninger som fx avanceret overvågning af vandstande og fordeling af overskudsvand, men også i udvidelse og etablering af regnvandsbassiner og vandrender langs vejene, samt opmagasinering af vand i parker og grønne områder, hvor det ikke gør skade.

Alt dette gør vi for at sikre en sund balance mellem miljø, effektivitet og økonomi. Du kan læse mere om vores forskellige projekter med klimatilpasning her.

Aarhus Kommune fastsætter rammerne

Rammerne for klimatilpasning i kommunen fastsættes af kommuneplanen, som én gang i hver valgperiode udarbejdes af Aarhus Kommune. Her bliver der taget stilling til den fysiske udvikling af byen og kommunen samt rammerne for lokalplanlægningen. Kommuneplanen introducerer blandt andet vilkår og retningslinjer for udvikling af byen i de områder, der er truet af oversvømmelse.

Se kommuneplanen her.

Anne Laustsen

Anne Laustsen

Fagchef, klimatilpasning