Pressemeddelelser

Herunder finder du Aarhus Vands seneste pressemeddelelser. Øvrige relevante nyheder om Aarhus Vand finder du under "Nyheder".

Du er velkommen til at kontakte Jan Tøibner for presserelaterede spørgsmål.

Aarhus Vand leverer knowhow til energiproducerende renseanlæg i USA - 12.12.2016

Aarhus Vand er involveret i opførelsen af et energiproducerende renseanlæg i Chicago. Anlægget skal vise det bedste inden for dansk vandteknologi og skabe danske arbejdspladser.

En række danske vandvirksomheder skal være med til at omdanne det amerikanske renseanlæg Glenbard Wastewater Facility i Chicago til et energineutralt renseanlæg. Inspirationen til projektet kommer blandt andet fra Marselisborg Renseanlæg i Aarhus. Anlægget blev for nyligt fremhævet af Det internationale Energi Agentur som et eksempel på, hvordan spildevandsrensning globalt set i fremtiden kan blive energineutral. Marselisborg Renseanlæg, der er ejet af Aarhus Vand, producerer 50 procent mere el, end det forbruger. Den overskydende el leveres ud til forbrugerne som grøn energi. Anlægget producerer også overskudsvarme til fjernvarmenettet, som svarer til 500 husstandes årsforbrug.

Projektet i Chicago bygger på dansk teknologi og støttes fra Miljø- og Fødevareministeriets miljøteknologiske udviklingsmidler (MUDP) med i alt 10 mio. kr. Projektet er blevet til gennem Water Technology Alliance Chicago (WTA Chicago) – et samarbejde mellem en række førende danske vandteknologiproducenter, Aarhus Vand og Eksportrådet. De 10 mio. kr. skulle gerne komme tilbage igen mange gange i form af millionordrer og nye danske arbejdspladser. Renseanlægget i Chicago bliver nemlig en fuldskalamodel for, hvad dansk vandteknologi kan byde på.

”Anlægget skal være reklamesøjle for Danmark. Her kan amerikanerne komme og se, at det er rigtigt, hvad de har læst om dansk vandteknologi. Amerikanerne har simpelthen svært ved at tro på, at vi kan lave energineutrale rensningsanlæg. Nu kan vi vise dem, at danske løsninger virker på amerikanske anlæg. Og få ordrer hjem til danske virksomheder,” siger vicedirektør Mads Leth-Petersen, Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.

Aarhus Vand har gennem to år haft projektleder Flemming Bomholt Møller udstationeret i Chicago - finansieret af WTA Chicago, og hans rolle har været at være ambassadør for dansk vandteknologi i USA. Han har bidraget med knowhow fra Aarhus og har formidlet, at det er muligt både at opnå energineutralitet og bedre rensning af spildevandet. Dette har været med til at skabe stor udenlandsk interesse for at besøge Marselisborg Renseanlæg og se danske løsninger virke i praksis.

Og projektet i Chicago er netop et udviklings- og demonstrationsprojekt, der i fuld skala vil udvikle, tilpasse og demonstrere dansk spildevandsteknologi i USA.  Projektet har særligt fokus på energieffektive løsninger samt reduktion af udledte næringsstoffer. I store dele af USA er renseanlæggene storforbrugere af energi og renser mange steder endnu ikke for næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Der er nu udsigt til opstramning af udledningskravene på renseanlæggene, og der er hermed åbnet op for en unik eksportmulighed af dansk spildevandsteknologi.

Over de næste måneder vil danske vandteknologivirksomheder og amerikanske samarbejdspartnere sammen arbejde på det endelige anlægsdesign. Anlægget skal efter planen stå klar i 2019 og vil være et enestående fyrtårn for dansk vandteknologi. De danske virksomheder, der deltager i projektet, er AVK, Danfoss, DHI, Grundfos, Landia, Linak, Nissen Energiteknik og Stjernholm. Projektet ledes af DHI.

For yderligere information om projektet kontakt:
Projektleder Flemming Bomholdt Møller, Aarhus Vand, mail fbm@aarhusvand.dk, tlf. 89471271.

Marselisborg Renseanlæg får international ros - 16.11.2016

Marselisborg Renseanlæg i Aarhus er et forbillede for hele verden, siger ny international rapport om energieffektiviteten i vandsektoren.

Rådnetanke på Marselisborg Renseanlæg, hvor der dannes biogas af spildevandet.

I en ny rapport fra Det internationale Energi Agentur (IEA) bliver den danske vandsektor fremhævet som energieffektiv. Og rapporten, World Energy Outlook 2016, nævner specielt Marselisborg Renseanlæg som eksemplet på, at spildevandsrensningen i fremtiden kan blive energineutral. Det glæder adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, som siger:

- Vi oplever en kolossal interesse fra hele verden – ikke mindst USA - for at se, hvordan det er lykkedes os at omstille vores renseanlæg til at være energiproducenter i stedet for energislugere. På Marselisborg Renseanlæg producerer vi i dag 50 procent mere el, end anlægget forbruger. Det er helt unikt. Den overskydende el leverer vi ud til forbrugerne som grøn energi. Vi producerer også overskudsvarme til fjernvarmenettet, som svarer til 500 husstandes årsforbrug. El og varme produceres udelukkende af det spildevand, vi får ind fra borgere og virksomheder.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er også glad for den opmærksomhed, der er i udlandet, på de resultater, der bliver skabt i Danmark inden for ny vandteknologi:

- Vi har længe vidst, at Danmark er foregangsland på vandområdet. Men det er rart, at det også bliver anerkendt internationalt. Ikke for vores forfængeligheds skyld, men for vores eksportmuligheder. Dette er værdifuld omtale for teknologiproducenter, som forhåbentlig kan bruge det til at skabe nye arbejdspladser og indtægter til Danmark.

Vandsektoren er en af de mest energi-slugende brancher i verden. Globalt er det anslået, at vandsektoren bruger fire procent af det samlede el-forbrug om året. Det svarer til hele Ruslands el-forbrug. I EU og USA ligger tallet omkring 3 procent. Men i Danmark bruger vandsektoren kun 1,8 procent af det danske el-forbrug, og tallet vurderes at ville dale betydeligt i de kommende år.  

Rapporten ”En energiproducerende vandsektor", som er lavet af Niras, viser, at hele den danske vandsektor kan blive energineutral inden for få år med den eksisterende teknologi. Spildevandsselskaberne vil kunne producere så meget energi, at det dækker energiforbruget i hele vandsektoren.  

- Det er godt for miljøet – og for forbrugerne, når flere og flere danske spildevandsanlæg bliver energiproducenter og dermed får indtægter fra salg af energi. Jeg opfordrer alle danske spildevandsforsyninger til at kigge på, om de kan rense spildevandet billigere ved at sælge energi fra spildevandet, siger Esben Lunde Larsen.

Aarhus Vand får amerikansk anerkendelse - 26.09.2016

Fremover kan Aarhus Vand kalde sig et ”Utility of the Future Today” - ”Fremtidens Forsyningsselskab”. Prisen er givet af amerikanske brancheorganisationer for Aarhus Vands succes med at skabe bæredygtige, effektive og værdiskabende løsninger til gavn for lokalsamfundet.

Aarhus Vand modtager i morgen, den 27. september, anerkendelsen ”Utility for the Future”, som uddeles af et partnerskab af amerikanske brancheorganisationer ved den årlige udstilling og konference WEFTEC i New Orleans.

Hæderen tildeles virksomheder i spildevandssektoren som anerkendelse af en fremragende præstation inden for innovativ og bæredygtig virksomhedspraksis. For eksempel gennem arbejdet med principper som genbrug, energieffektivitet, samfundsengagement og bæredygtighed. Marselisborg Renseanlæg i Aarhus er ikke alene selvforsynende med energi, men sælger også overskydende el og varme som grøn energi. I USA – og også i andre dele af verden - vækker det stor interesse, at et renseanlæg kan producere mere energi, end det bruger.

Det er første gang, anerkendelsen gives, og det er brancheorganisationerne WEF, NACWA, WERF og WateReuse, der står bag. Administrerende direktør for WEF, direktør Eileen O'Neill, udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af modtagerne:

”Vi er begejstrede for denne nye anledning til at kunne hædre de præstationer, der er opnået i små, mellemstore og store fremtidsorienterede forsyningsselskaber gennem deres bæredygtige, effektive og værdiskabende virke til gavn for deres respektive lokalsamfund.”

Skulderklap der kan bruges

Anerkendelse gives efter en individuel vurdering på basis af en ansøgning. 61 forsyninger har fået anerkendelsen, og forsyninger fra Danmark og Canada var de eneste ikke-amerikanske modtagere. Udover Aarhus Vand har VandCenter Syd fået anerkendelsen.

For Aarhus Vand gav det god mening at søge, fortæller direktør, Lars Schrøder:
”Vi har en stor interesse i det amerikanske marked. Både for at udvikle Aarhus Vand og for at understøtte eksport af dansk knowhow og løsninger inden for vandteknologi. Vi har sammen med Eksportrådet i Chicago og en række danske vandteknologivirksomheder dannet Water Technology Alliance i USA. Vi har gennem alliancen medarbejdere udstationeret i både Chicago og San Francisco - finansieret af danske virksomheder og Industriens Fond. Og de formidler, hvordan vi opnår meget markante resultater med hensyn til ressourceeffektivitet, og hvordan vi styrer en moderne forsyningsvirksomhed. Prisen som Fremtidens Forsyningsselskab signalerer, at Aarhus Vand er en fremsynet samarbejdspartner, og det betyder noget internationalt. Også for de danske virksomheder, vi arbejder sammen med.”

Yderligere kommentarer:
Direktør Lars Schrøder, Aarhus Vand, lsc@aarhusvand.dk tlf. 8947 1100

Læs om Aarhus Vands internationale aktiviteter på: www.aarhusvand.dk/international

Faktaboks: ”Utility of the Future Today”
I foråret 2016 lancerede de amerikanske brancheorganisationer WEF, NACWA, WERF og WateReuse et ”Utility of the Future”-program, som skal støtte forsyningsselskaber i at opnå mere effektiv drift, fuld genanvendelse af ressourcer, øget produktivitet og operationel bæredygtighed. Blandt andet ved at fremhæve gode resultater.

Man kan søge inden for syv områder: ”Beneficial Biosolids Reuse. Community Partnering & Engagement. Energy Effiency. Energy Generation & Recovery. Nutrient & Materials Recovery. Water reuse. Watershed Stewardship”. Desuden skal man beskrive, hvordan organisationskulturen understøtter arbejdet.

Anerkendelsen gælder for tre år. Læs mere på www.wefnet.org/utilityrecognition

Aarhus Vand leverer flot økonomisk resultat for 2015 - 09.05.2016

Aarhus Vand A/S kom ud af 2015 med et driftsoverskud på 85 mio. kr. efter skat, som selskabet investerer i fornyelse af drikkevands- og kloaksystemet, i klimatilpasning og i grundvandsbeskyttelse i Aarhus Kommune.

Aarhus Vand havde i 2015 en omsætning på 650 mio. kr. og et driftsoverskud på 85 mio. kr. efter skat. Det gode resultat har medvirket til, at Aarhus Vand i år har sænket prisen på vand inklusiv afledning og afgifter med godt 12 procent. Økonomidirektør i Aarhus Vand, Mads Bayer, forklarer årsresultatet således:

”Den grundlæggende årsag til det flotte resultat er, at vi har styr på økonomien og overholder budgetterne på både drift og anlæg, og at vi hele tiden har fokus på vores omkostningsniveau og løbende effektiviseringer. Vi har reduceret vores driftsomkostninger siden 2010 med omkring 12 procent, og det er i overensstemmelse med vores mål om at reducere vores styrbare driftsomkostninger med 20 procent frem mod 2020. For vi ønsker at have en god og sund økonomi, som gør, at vi også i fremtiden er herre i eget hus og kan foretage de nødvendige investeringer.”

Ifølge Mads Bayer kommer driftsoverskuddet på 85 mio. kr. aarhusianerne til gode i form af lave, stabile priser på vand, fordi det betyder, at selskabet skal låne færre penge til de store anlægsinvesteringer, der er behov for. Han siger:

”Det er vigtigt at understrege, at prisnedsættelsen ikke betyder lavere ambitioner på miljø- og klimaområdet, og faktisk havde vi i 2015 det største investeringsniveau nogensinde i Aarhus Vand. Derfor betyder det meget, at vi reducerer vores lånebehov, for det er væsentligt billigere at bruge et driftsoverskud til investeringer end at låne pengene. Så der er ikke tale om, at vi sparer kundernes penge op, men derimod, at vi investerer dem for at sikre, at vi også i fremtiden har rent drikkevand, at vi undgår oversvømmelser og forurening af vandet.”

Som led i at nedsætte udgifterne arbejder Aarhus Vand i et offentligt-privat partnerskab om fornyelse af drikkevands- og kloaksystemet i Aarhus Kommune. I 2015 afsluttede selskabet et partnerskab, der over seks år betød en prisreduktion på arbejdet på godt 13 procent. På baggrund af disse resultater har Aarhus Vand fra 2016 indgået et nyt seks-årigt partnerskab – denne gang sammen med Favrskov Forsyning og Odder Spildevand - om fornyelse af drikkevands- og kloaksystemet i de tre kommuner - en investering, som løber op på 1,5 mia. kr.  Årsregnskabet er også et resultat af, at Aarhus Vand i 2015 nedlagde en række mindre og urentable renseanlæg, vandværker og pumpestationer til fordel for større, moderne og mere effektive anlæg.

Som led i blive energi- og CO2-neutral i 2030 arbejder Aarhus Vand på, at alle renseanlæg skal være energiproducerende. De skal både være selvforsynende og sende grøn energi ud på el- og varmeforsy-ningsnettet, som sælges til markedspris. I 2015 opnåede Aarhus Vand øgede indtægter på salg af grøn el og varme produceret på virksomhedens renseanlæg. Virksomheden har desuden slanket administrationen ved at indføre en række digitale selvbetjeningsløsninger, og der er sket en effektivisering ved blandt andet at øge graden af automation på driften af anlæggene.

For yderligere information kontakt

Mads Bayer, økonomidirektør i Aarhus Vand, på tlf. 89471110 eller mail mba@aarhusvand.dk

Hent årsrapport 2015

Nyt samarbejde mellem USA og Danmark om vandteknologi - 04.04.2016

Mandag den 4. april i San Fransisco, Californien indvier den danske uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs et nyt samarbejde over Atlanten, ”Water Technology Alliance (WTA) California”. Samarbejdet går ud på at dele viden og udvikle nye vandteknologiske løsninger i forhold til de vandproblemer, klimaforandringerne skaber.

Danmark og danske virksomheder er førende inden for effektive, bæredygtige og energineutrale vandløsninger, men kan samtidigt lære meget af deres amerikanske kolleger blandt andet i det dynamiske vandtech-miljø i Silicon Valley. Et tæt samarbejde mellem danske og amerikanske vandvirksomheder og organisationer kan således styrke begge parter.

Danske vandteknologivirksomheder, offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner på vandområdet udvikler løbende nye, bæredygtige løsninger til fremtidens håndtering af vand. Marselisborg Renseanlæg i Aarhus er et godt eksempel på, at dette samarbejde på tværs skaber unikke løsninger. Anlægget producerer 90 procent mere el og varme, end det forbruger – vel at mærke uden, at der tilføres organisk stof til anlægget, som det ellers er almindeligt i USA. I Danmark er vi også førende i forhold til eksempel vis at håndtere vandressourcerne bæredygtigt og undgå vandspild.

Denne ekspertise stiller en række danske vandvirksomheder nu til rådighed for deres amerikanske kolleger i vandbranchen. Med støtte fra Industriens Fond og hjælp fra Eksportrådet i Chicago etablerer Aarhus Vand nu en alliance med base i Californien, som skal skabe et tæt samarbejde mellem danske og amerikanske virksomheder, offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner på vandområdet.

Alliancen, der hedder Water Technology Alliance (WTA) California, består også af virksomhederne Kam-strup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Rambøll, Smith Innovation, Skytem, DHI og Leif Koch A/S, der alle er klar til at indgå i et samarbejde med deres amerikanske kolleger.

Alliancen skydes i gang mandag den 4. april i San Francisco, Californien af den danske uddannelses- og forskningsminister, Ulla Tørnæs i forbindelse med konferencen ”Water / More For Less - Sharing know-ledge and best practise from the US & Denmark”. Konferencen har deltagelse af en lang række amerikanske og danske eksperter og beslutningstagere inden for vandbranchen.

- Det er glædeligt, at danske vandteknologivirksomheder hjælper et tørkeramt Californien. Samarbejdet er et godt eksempel på, at dansk forskning kommer ud og arbejder. Danmark og Californien kan lære meget af hinanden, og samtidig får vi skabt danske arbejdspladser, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Samarbejde med perspektiver

Industriens Fond, der har støttet projektet med 4,1 mio. kroner, håber, at gevinsterne fra projektet er store, og at løsningen af vandudfordringerne i Californien også kan komme andre til gode.

- Et tæt samarbejde virksomhederne imellem kan styrke eksporten, og det samme gør sig gældende, når der etableres udviklingssamarbejder med eksempelvis store offentlige kunder. Vi ser samarbejdet i Californien som en slags nålestiksoperation i et udvalgt geografisk område. Går projektet som ønsket med tæt samarbejde, øget handel og skabelsen af ny viden, så kan projektets metodik også overføres til andre brancher og områder, siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond.

Aarhus Vand er tovholder i vandalliancen og spiller en vigtig rolle i at dele sine erfaringer med effektiv vandhåndtering og -behandling.

- I Danmark ønsker vi at udbygge vores position som kraftcenter for smarte og effektive vandløsninger globalt. Det skaber vækst og nye, danske arbejdspladser, og det er med til at hjælpe andre lande med at nå deres målsætninger om mindre forurening og mere effektiv brug af vand. Samtidigt får vi selv ny viden og inspiration, der er med til at fremme effektiviteten hjemme i Danmark. Vores erfaring siger os, at samarbejder på tværs åbner døre og gavner mange parter og det er også målsætningen med WTA California, siger Lars Schrøder, der er adm. direktør i Aarhus Vand.

For yderligere oplysninger om WTA California og konferencen ”Water / More For Less - Sharing knowledge and best practise from the US & Denmark” kontakt venligst Jacob Vind, Senior Advisor WTA California and Ministry of Foreign Affairs of Denmark, jacvin@um.dk, phone +1 650.720.2642.

Aarhus Vand fejrer Vandets Dag - 18.03.2016

Aarhus Vand deltager i et ekspertpanel på vandtopmødet den 22. marts i Det Hvide Hus i Washington. Vandtopmødet er en del af Vandets Dag, som er en verdensomspændende markering af vand som en livsvigtig ressource. Aarhus Vand sætter samtidigt fokus på grundvandsbeskyttelse i Aarhus med et åbent hus-arrangement på Stavtrupværket og en kampagne mod sprøjtegift i haver.

På vandtopmødet i Det Hvide Hus deltager Claus Homann fra Aarhus Vand i et ekspertpanel, der skal være med til at finde svar på, hvordan man i fremtiden kan sikre en bæredygtig vandforsyning. Claus Homann er chef for produktionsafdelingen i Aarhus Vand og har stor erfaring inden for vandproduktion, spildevandsrensning og innovation. Han er desuden med i bestyrelsen for The Water Environment Federation (WEF). Topmødet bliver livestreamed på www.whitehouse.gov/live.

Lokalt markerer Aarhus Vand Vandets Dag den 22. marts med åbent hus fra klokken 12.00 – 17.30 på vandværket i Stavtrup, Bispevej 36. Programmet er:

Sjov for børn og voksne. Prøv bl.a. at lege vandforsyning for en dag på vandbanen.
Økologiens Have fra Odder kommer og viser, hvordan man gør sin have sprøjtegift-fri.
Rundvisninger på vandværket hver halve time

Aarhus Vand serverer kaffe og te, kage, en pølse med brød fra pølsevognen – og naturligvis vand fra vandværket.

Åbent hus-arrangementet er en del af en kampagne fra vandværkerne i Aarhus om beskyttelse af grundvandet mod forurening. Som en del af kampagnen får alle husstande i Stavtrup-området en folder, der fortæller om, hvordan man kan gøre sin have giftfri. Derudover har Aarhus Vand lavet en række videoer på kampagnesiden www.facebook.dk/sprojtefri, der viser, hvordan man fjerner ukrudt og skadedyr uden brug af gift.

"Vi vil gerne fortælle haveejerne i Aarhus, at de bor oven på det grundvand, som en dag ender som drikkevand i vandhanen. Flere af vores drikkevandsboringer ligger i byområderne. Derfor skal vi sammen med haveejerne gøre en indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Her vil det være en stor hjælp, hvis alle dropper sprøjtegiften i haverne," siger Lars Schrøder, der er adm. direktør i Aarhus Vand.

Yderligere information hos Kristian Brunmark, kommunikationskonsulent hos Aarhus Vand, tlf.: 89 47 10 29, e-mail:kkb@aarhusvand.dk

Stor bevilling skal give vandselskaber bedre værktøjer til klimatilpasning - 23.02.2016

Nyt projekt vil udvikle og teste intelligente softwareteknologier, der skal sikre den bedst mulige planlægning, når danske byer i fremtiden vil blive udfordret af kraftige regnskyl og oversvømmelser.

Voldsomme regnskyl får kloakker til at flyde over i åer, fjorde og folks kældre. Udvikling af ny state-of-the-art vandteknologi vil give vandselskaber og kommuner et nyt redskab til en samlet planlægning og styring af vandet – hvad enten det kommer fra skybrud eller stormflod. Projektet hedder ”Water Smart Cities” og er et samarbejde mellem en række offentlige og private aktører samt landets fire største vandselskaber - heriblandt Aarhus Vand. Projektet starter i april 2016 og løber over fire år. Ud over Aarhus Vand bidrager Innovationsfonden, DTU, DHI, Krüger, Rambøll, DMI, HOFOR, VandCenter Syd og BIOFOS til projektet.

Innovationsfonden har bevilliget 12,1 mio. kr. til projektet, der samlet set forventes at koste 28,3 mio. kr. Bevillingen er givet på baggrund af behovet for at løse et stort samfundsmæssigt problem. Resultatet af projektet forventes at kunne skabe øget udenlandsk opmærksomhed om dansk vandteknologi.

Smart at planlægge

Navnet ”Water Smart Cities” er valgt, fordi der i fremtiden vil være fokus på at bruge ny it-teknologi som middel til en smartere styring af vandet, så det ikke belaster miljøet og gør skade på bygninger. Navnet handler også om at håndtere klimaudfordringerne på den bedst tænkelige måde.

Projektet tager afsæt i, hvordan vandet vil bevæge sig igennem byen i tilfælde af fx skybrud. Vandmasserne er store og opstår med kort varsel. Skybrud og stormflod kræver derfor en ny form for beredskab, der via et samspil mellem realistiske prognoser, omhyggelig byplanlægning, styring af afløb og forskellige typer forsinkelsesbassiner leder vandmasserne ud af byerne med mindst mulig skade til følge.

- Og her er der brug for ny softwareteknologi, nye it-værktøjer, der hurtigt og nemt kan skabe det nødvendige samspil og overblik, forklarer Rikke Hansen, der er koordinator for projektet.  

Kunsten består i at lede vandet uden om bygninger og sårbare anlæg i vores byer og derhen, hvor de store vandmængder ikke gør skade. I byerne er der ikke mange ledige kvadratmeter, hvor vand kan løbe til uden af påføre skader, og alle elementer må derfor tages i brug, når vand under et skybrud skal håndteres.  

Hvor vandet løber til et renseanlæg i forbindelse med et skybrud, er det væsentligt, at der også her sker en samstyring med den øvrige regnvandsafledning. Realistiske prognoser, der fortæller om forventede vandmængder forud for et skybrud, er uundværlige, når man skal styre sig ud af et skybrud, og på den lange bane kan vores byer forberedes til at håndtere ekstreme regnhændelser.  

Målet er, at alle aktører – fx vandselskaber og kommuner – i fremtiden vil få den relevante information på rette tid og sted. På kort sigt fx i form af bedre nedbørsprognoser, og på lang sigt ved at give mulighed for bedre planlægning og styring. Denne viden skal danne grobund for, at der lettere kan opstilles klare mål og prioriteringer på området.  

Nytænkning nødvendig

Professor på Institut for Vand og Miljøteknologi under DTU, Karsten Arnbjerg-Nielsen, er projektleder på projektet. Han ser store samfundsmæssige perspektiver i projektet.

- Der er behov for fundamentalt at gentænke den måde, vi har indrettet vores byer og vores vandafledning på. Det kræver massive investeringer, men vi mangler viden om, hvilke tiltag, der bedst og billigst løser udfordringerne, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.

For yderligere informationer om projektet kontakt: Projektleder, professor Karsten Arnbjerg-Nielsen, 22 85 56 66

For kommentarer fra vandselskaberne i de tre største byer kontakt: Koordinator for Innovation og Udvikling, Rikke Hansen, 21 84 68 53

Industriens Fond støtter eksport af vandløsninger til USA - 12.02.2016

En bevilling på 4,1 mio. kroner fra Industriens Fond til Aarhus Vand skal over de næste tre år bruges til at bane vejen for, at en række danske virksomheder inden for vandteknologi kan få en fod inden for i Californien.

Et nyt samarbejde mellem danske vandteknologivirksomheder har set dagens lys. Samarbejdet udspringer af Industriens Fonds temaindkaldelse om nye veje til eksport, der blev afholdt i slutningen af 2015. Samarbejdet skal fokusere på salg af drikkevandsløsninger i Californien, der er akut ramt af vandmangel.

En bevilling på 4,1 mio. kroner fra Industriens Fond til Aarhus Vand skal over de næste tre år bruges til at bane vejen for, at en række danske virksomheder inden for vandteknologi kan få en fod inden for i Californien. Her er der hårdt brug for energineutrale og vandbesparende løsninger inden for drikkevands-forsyning. Californien har stor mangel på rent og tilstrækkeligt drikkevand og er igennem de seneste fire år hårdt ramt af tørke.

Danske vandteknologivirksomheder er blandt de dygtigste i verden til at udvikle løsninger, der nedsætter energiforbruget og vandtabet ved drikkevandsforsyning.

”Vi har gennem en længere periode beskæftiget os med samarbejdende virksomheder og eksport af danske vand- og cleantechløsninger. Det har vi gjort gennem projekter i både Danmark og i udlandet. Med det her tiltag i Californien bygger vi videre på de gode erfaringer, som både vi og projektets andre aktører har oparbejdet. Med vores fælles viden i baghånden kan man se samarbejdet i Californien som en slags nålestiksoperation i et bestemt geografisk område,” siger adm. direktør Mads Lebech fra Industriens Fond og fortsætter:

”Viser projektet sig at forløbe som ønsket med tæt virksomhedssamarbejde og øget eksport til følge, håber vi, at projektets metodik kan overføres til andre brancher og områder.”

Miljø- og Fødevareministeriet anslår, at der ligger op til 4.000 danske arbejdspladser ved eksport af dan-ske vandteknologiløsninger. Det er dele af det potentiale, som projektet sigter efter at folde ud. Det er Aarhus Vand, der er tovholder på projektet. Her håber man, at kendskabet til branchen kan være en afgørende fordel.

”Vi er allerede aktive i USA og har blandt andet erfaringer fra Chicago, hvor vi deler viden om spildevandteknologi. En af de ting, som har vist sig at virke dér, er udstationeringen af en medarbejder, der er med til at åbne dørene til det amerikanske marked for danske vandteknologivirksomheder. Den udstationerede medarbejder er fagmand med stor erfaring og bred viden om branchen, og det kendskab er meget værdifuldt. Det er denne model, vi med støtte fra Industriens Fond nu videreudvikler i Californien.  Vi etablerer her med hjælp fra Eksportrådet i Chicago en alliance, som skal skabe et tæt samarbejde mellem danske og amerikanske virksomheder, offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner på drikkevandsområdet,” siger adm. direktør Lars Schrøder fra Aarhus Vand.

Californien har i mere end 100 år arbejdet med systematisk genbrug af vand, som adskiller sig væsentligt fra den danske fremgangsmåde. Hertil kommer, at Californien har et unikt forsknings- og innovationsmiljø i Silicon Valley, som bidrager aktivt til udviklingen af nyskabende drikkevandsløsninger. På denne baggrund har Danmark og USA åbenlyse muligheder for at lære af hinandens erfaringer og sammen udvikle nye løsninger på tværs af virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner.

For yderligere oplysninger kontakt

Adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, mail: ml@industriensfond.dk, tlf.: 70 20 92 08 Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, mail: lsc@aarhusvand.dk, tlf.: 89 47 11 00

Fakta om projektet

Partnere

Industriens Fond har støttet initiativet. Aarhus Vand, Udenrigsministeriet ved Det Danske Generalkonsulat og Eksportråd i Chicago og Infrastructure and Economic Development Bank deltager i projektet.

Medlemmer af alliancen ”Energy Neutrality, Water Savings & Water Resources”

Aarhus Vand, Kamstrup, Danfoss, Rambøll, Applied Biomimetic, DHI, Grundfos, Smith Innovation, Skytem og Leif Koch.

Formål

Der etableres en nyskabende model for dansk eksport af løsninger inden for drikkevand til Californien. Modellen baseres på en alliance mellem danske vandmyndigheder, en gruppe af danske virksomheder og Udenrigsministeriet.

Projektet vil

Sikre eksportordrer for et tocifret millionbeløb til danske virksomheder og derved fremme dansk vækst og beskæftigelse

Skabe en finansiel og organisatorisk levedygtig alliancemodel, så tiltaget kan fortsætte sine aktiviteter også efter endt støtte fra Industriens Fond

Planlægge udbredelse af alliancemodellen til andre dele af verden

Projektet vil samtidig bidrage til at løse Californiens akutte og samfundsødelæggende vandmangel

Rejsegilde på energiproducerende renseanlæg - 15.01.2016

Den 20. januar besøger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) Aarhus i anledning af rejsegilde på Egå Renseanlæg i Aarhus, der som det første anlæg i verden kommer til at producere 50 procent mere strøm, end det bruger.

Et stort antal renseanlæg - både i Danmark og internationalt – skal udvikles fra at være store energislugere til at være energiproducenter. Det skal ske gennem helt nye teknologier, der udnytter det potentiale for grøn energiproduktion, der er i spildevand. Med en total energirenovering af Egå Renseanlæg sætter Aarhus Vand en ny standard for, hvordan man udvikler renseanlæg til at blive energiproducerende anlæg.

Rejsegildet markerer en milepæl i den teknologiske udvikling af renseanlæg i retning af at være energi-producent. Ikke alene i Danmark, men i hele verden. Når renseanlægget i Egå er i drift i efteråret 2016, vil anlægget producere 50 procent mere strøm, end det forbruger. Det er ikke set tidligere.

”Det er et resultat, der vil give genlyd ikke bare i Danmark, men i høj grad også i udlandet. Rejsegildet markerer afslutningen på en lang og spændende innovationsproces med oprindeligt 63 gode idéer fra ind- og udland til at skabe ”fremtidens energiproducerende renseanlæg”. Det nye Egå Renseanlæg bliver skabt ud fra denne innovative tilgang til udvikling af ny vandteknologi og er et flot resultat af et enestående og givende samarbejde mellem Envidan, Per Aarsleff og Aarhus Vand,” siger adm. direktør i Aarhus Vand Lars Schrøder.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som holder tale ved rejsegildet, siger om perspektiverne:
”Rensningsanlæg skal gå fra at være energislugere til at være energiproducenter, og det er det nye projekt ved Egå Renseanlæg et rigtig godt eksempel på. Her er et område, hvor Danmark kan styrke og ud-vikle vores position på det miljøteknologiske vandområde. Visionen er at fordoble eksporten i branchen i 2025 og skabe op til 4000 nye jobs i vandbranchen.” 

Energi- og CO2-neutral senest i 2030
Aarhus Vand har en strategi om at være energi- og CO2-neutral senest i 2030. Alle selskabets rensean-læg skal senest i 2016 levere grøn energi til elnettet og varmeforsyningsnettet, og renseanlægget i Egå kommer til at levere grøn energi til en konkurrencedygtig pris. Anlægget kommer til at fungere som et demonstrationsanlæg til fremvisning af de nyeste teknologiske landvindinger over for både danske og udenlandske fagfolk og beslutningstagere med interesse for energioptimering og energiproduktion.

Tid og sted
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besøger Egå Renseanlæg onsdag den 20. januar. Pressen er velkommen fra kl. 13.00. Adresse: Egå Renseanlæg, Mosevej 57, 8240 Risskov.

Fra kl. 13.00 vil der være rejsegildetaler ved bl.a. miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og direktør i Aarhus Vand Lars Schrøder. Efter talerne vil der være mulighed for at gå en tur rundt på anlægget og stille spørgsmål til projektets parter.

Yderligere information
Fagchef Per Overgaard Pedersen, Aarhus Vand, tlf. 89 47 12 11, e-mail: pop@aarhusvand.dk
Pressechef Jan Tøibner, Aarhus Vand, tlf. 89 47 10 51, e-mail: jto@aarhusvand.dk
Pressesekretær Jeanette Løv Rasmussen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 93 59 70 70, e-mail: jel-ra@mfvm.dk 

Ulovlige sprøjtegifte truer grundvandet - 21.12.2015

Aarhus Vand opfordrer sammen med de to andre store vandselskaber i Danmark, Hofor i København og Vandcenter Syd i Odense, til bedre kontrol med de sprøjtegifte, landbruget anvender.

De tre vandselskaber er stærkt bekymrede over de data fra NaturErhvervstyrelsen, der netop er offentliggjort, og som viser, at hver sjette kontrollerede landmand i 2014 fik enten en indskærpelse eller blev politianmeldt for at opbevare eller anvende ulovlige sprøjtegifte. Det er ifølge NaturErhvervsstyrelsen en bred vifte af ulovlige stoffer, landmændene ligger inde med og som anvendes fx til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr i markerne.

"Fælles for dem er, at de jo er forbudte af en årsag. Der er tale om giftige stoffer, som selv i små mængder kan medføre stor skade på vores grundvand, og som kan ende i vores drikkevand. Det er derfor, denne sag er så dybt alvorlig," siger Lars Schrøder.

"Vi mener, at der er behov for mange flere kontrolbesøg. NaturErhvervsstyrelsen har kun besøgt 2,7 procent af landmændene. Det er alt for lidt, når det viser sig, at hver sjette ligger inde med farlige og ulovlige sprøjtegifte. Det er at spille hasard med både folkesundheden og miljøet," siger direktør Anders Bækgaard fra Vandcenter Syd.

"Og derfor opfordrer vi Miljø- og Fødevareministeren til at gå ind og sikre den almindelige danskers interesser i denne sag. Det er ikke nok at løfte pegefingeren. Øget opsyn og kontrol er afgørende for at beskytte grundvandet mod de ulovlige sprøjtegifte, som er i omløb," siger direktør Frank Brodersen fra Hofor.

 

Fakta

NaturErhvervstyrelsens data fra 2012, 2013 og 2014 viser en stigning i antallet af tilfælde, hvor styrelsen ved sine kontrolbesøg finder ulovlige sprøjtegifte:

  • I 2012 fik 10,3 procent af de kontrollerede landmænd en indskærpelse eller en politianmeldelse for at besidde eller anvende ulovlige sprøjtegifte.
  • I 2013 gjaldt det 15,7 procent, og i 2014 17,4 procent – eller hver sjette landmand.

 

Kontaktinformation:

Aarhus Vand: Direktør Lars Schrøder via pressechef Jan Tøibner 89471051
Hofor: Direktør Frank Brodersen via pressechef Astrid Skotte 27952132 eller 33952121
Vandcenter Syd: Direktør Anders Bækgaard 40277500

Aarhus Vand sætter prisen ned i 2016 - 10.12.2015

Der er godt nyt til Aarhus Vands 300.000 kunder – fra årsskiftet falder prisen for vand med 850 kr. for en familie. Prisnedsættelsen er et resultat af en række besparelser i virksomheden, indtægter på salg af overskudsenergi fra renseanlæg og nedlæggelse af en række mindre vandværker og renseanlæg.

Bestyrelsen for vandselskabet Aarhus Vand A/S har vedtaget nye takster for levering af drikkevand og afledning af spildevand for 2016. Samlet set falder prisen for vand inklusiv afledning og afgifter fra 52,64 kr. til 46,20 kr. per kubikmeter, hvilket svarer til godt 12 procent. Hertil kommer faste vand- og spildevandsbidrag på henholdsvis 550 kr. og 500 kr. eksklusiv moms, hvilket er uændret fra 2015. For en familie med et normalt vandforbrug giver det en besparelse på 850 kr. i 2016 i forhold til 2015.

Økonomidirektør i Aarhus Vand, Mads Bayer, forklarer prisnedsættelsen således:
”Først og fremmest skyldes det, at virksomheden har en god og sund økonomi. Vi laver løbende effektiviseringer af vores drift og sørger hele tiden for at få mest muligt ud af vores investeringer. Vi har i 2015 nedlagt nogle mindre og urentable renseanlæg, vandværker og pumpestationer til fordel for større, moderne og mere effektive anlæg. Gennem offentlige-private partnerskaber er det lykkedes at nedbringe anlægsudgifterne til fornyelse af vand- og kloaksystemerne med omkring 2 procent. Vi har øgede indtægter på salg af strøm og fjernvarme i form af overskudsenergi fra vores rensningsanlæg. Og så har vi slanket administrationen ved at indføre en række digitale selvbetjeningsløsninger, så det er blevet nemmere at være kunde hos os, og samtidigt er det en økonomisk gevinst.”

Mads Bayer understreger, at prisnedsættelsen ikke betyder lavere ambitioner på miljø- og klimaområdet. Målet er fortsat, at selskabet er energi- og CO2-neutralt senest i 2030. Taksterne skal legalitetsgodkendes af Byrådet den 16. december.

For yderligere info kontakt økonomidirektør Mads Bayer, Aarhus Vand A/S, på tlf. 8947 1110 eller e-mail: mba@aarhusvand.dk 

Juletrafikken sikret i Søndergade, Fredensgade og Fredens Torv - 23.10.2015

I god tid inden julehandelen – fra den. 1. november - bliver trafikafviklingen og parkeringsmulighederne igen normale i området Søndergade, Fredensgade og Fredens Torv i Aarhus midtby. Aarhus Vand har en måned før planlagt afsluttet et års arbejde i området med at forny vand- og kloakledninger.

Bilister, busser og cyklende i området Søndergade, Fredensgade og Fredens Torv har det seneste års tid været tvunget til at benytte alternative veje og parkeringspladser i et område, der er præget af stærk trafik. Og som – ud over boliger - huser restauranter, butikker, varehuse, hoteller, politistation og rutebilstation. Derfor er det også en tilfreds projektchef fra Aarhus Vand, Vibeke Bundesen, der nu kan melde om normale trafikforhold fra den 1. november:

”Efter et godt samarbejde med alle involverede i området – det vil sige beboere, grundejere, forretningsdrivende, entreprenør og kommune – er det lykkedes at blive færdig med arbejdet en måned før planlagt. Det betyder, at der igen vil være normale adgangs- og parkeringsforhold til butikker, boliger osv. Det har været vigtigt for os at undgå at genere julehandelen med vejarbejde og blokerede parkeringspladser, og det har heldigvis kunnet ladet sig gøre gennem konstruktiv dialog med alle parter.”

Vand- og kloakledningerne i området var gamle og slidte og er nu blevet fornyede. Samtidigt er kloaksystemet udvidet til at håndtere kraftigere regn som følge af klimaforandringerne, og der er etableret et forsinkelsesbassin på Fredens Torv til opmagasinering af regnvand. Det er med til at forhindre oversvømmelser i midtbyen og overløb af spildevand til Aarhus Å. Entreprenørarbejdet er udført af Per Aarsleff for Aarhus Vand.

 

For yderligere oplysninger kontakt:
Vibeke W. Bundesen, projektchef i Aarhus Vand, på tlf. 8947 1124 eller vwb@aarhusvand.dk

 

 

Aarhus Vand deltager i konference i USA om vandteknologi - 27.08.2015

Medlemmer af Aarhus Vands bestyrelse deltager i september i konferencen Weftec i Chicago. Formålet er at få viden om udviklingsmulighederne i USA inden for innovation på vandteknologi-området. Derudover at understøtte eksport af dansk vandteknologi gennem samarbejde med øst-jyske virksomheder, der har fokus på det amerikanske marked.

Østjylland betegnes som ”Water Valley”, fordi der i regionen er så mange virksomheder, der arbejder med udvikling af vandteknologi. Der bliver fra flere virksomheder i regionen peget på det vigtige i, at Aarhus Vand har en rolle som ”vandambassadør” i USA. En rolle, som bl.a.er opstået, fordi det aarhusianske vandselskab har lavet en samarbejdsaftale med det amerikanske vandselskab Metropolitian Water Reclamation District of Greater Chicago, som går ud på at dele viden om vandteknologi - især inden for klimatilpasning og energineutralitet - på tværs af Atlanten. Og samtidigt skabe nye forretningsmuligheder for danske vandvirksomheder i USA. Samarbejdsaftalen er et konkret resultat af Aarhus Vands tætte samarbejde med Eksportrådets kontor i Chicago og Water Technology Alliancen (WTA), som omfatter virksomhederne DHI, Nissen Energi, Landia, Danfoss og AVK. Aftalen indebærer bl.a., at Aarhus Vand har udlånt en medarbejder til Eksportrådet i Chicago, finansieret af WTA.

I rollen som vandambassadør er Aarhus Vand med til at bane vejen for, at østjyske vandteknologivirksomheder kan få fødderne inden for på det amerikanske marked, der rummer et stort potentiale for danske arbejdspladser. Ikke mindst efter Obamas lancering af den ambitiøse klimaplan for reduktion af CO2-udledning. At det har betydning, er adm. direktør Thorvald Pedersen fra Nissen Energi Teknik ikke i tvivl om:

”Vi har netop underskrevet vores første aftale om leverance til USA, og det har Aarhus Vand en stor andel i. Water Alliance Tecnology-samarbejdet, som vi indgik i for et år siden – bl.a. med Aarhus Vand, er en fantastisk måde at løfte eksporten af dansk vandteknologi på for små og mellemstore virksomheder. Det er guld værd for en lille virksomhed som Nissen Energi Teknik, der ikke ville have haft mulighed for at komme ind på det store amerikanske marked uden den hjælp, vi har fået fra Aarhus Vand. At Aarhus Vand, som en af vores store kunder, er til stede som vandambassadør i Chicago betyder, at de kan vise vores løsninger frem for potentielle kunder i USA, som oven i købet har mulighed for at se dem i funktion på anlæggene i Aarhus. Det betyder rigtigt meget.”

Hans Elbek Pedersen, som er bestyrelsesformand i Aarhus Vand og Director of Customer Innovation i AarhusKarlshamn, deltager i Weftec-konferencen, og siger om baggrunden for, at Aarhus Vand engagerer sig internationalt inden for vandteknologi:

”På den måde er vi med til at understøtte Business Region Aarhus og fremmer og støtter udvikling og eks-port af østjysk vandteknologi. Man taler om, at ”vand kan blive det nye vind” for Danmark, og at der kan skabes op mod 20.000 nye danske arbejdspladser inden for vandteknologi. Den politiske vision er at fordoble den danske eksport af vandteknologi i 2025. Men den viden, vi besidder herhjemme, skal samles i klynger og konsortier, og løsningerne skal skaleres op, hvis vi skal udnytte potentialet. Aarhus Vand har derfor et klart ønske om at høste ny viden, dele kompetencer og medvirke til at skabe vækst for dansk vandteknologi – lokalt, nationalt og internationalt. Og selskabet har en klar strategi om at gå foran med innovation og nyskabende løsninger, som skaber både lokal og global vækst.

Bjørn Rohde er medarbejderrepræsentant i Aarhus Vands bestyrelse, og han siger om baggrunden for at deltage i Weftec-konferencen:

”Konferencen er meget vigtig, da den viser alt det nyeste inden for vandteknologi i USA, og vi får mulighed for at møde en lang række nøglepersoner inden for området. Det er vigtigt for Aarhus Vand at hente ny inspiration i udlandet til, hvordan vi herhjemme kan håndtere spildevand og producere drikkevand. I USA har man nogle steder mangel på drikkevand, og selv om vi lige nu ikke mangler drikkevand i Østjylland, kan vi måske hente inspiration til, hvordan vi også undgår det i fremtiden. Og måske har de nogle smarte måder at spare på vandet, som vi kan lade os inspirere af. Det bliver også spændende at høre om de muligheder, der er i USA i forhold til at udnytte spildevand som en energiressource. Forhåbentligt vil besøget i USA også give os sikkerhed for, at den vej vi går i Danmark, er den rigtige.”

Yderligere information:
Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, på tlf. 8947 1100 eller mail lsc@aarhusvand.dk

Fremtidens biologisk nedbrydelige plastpose kan laves af spildevand - 12.06.2015

Plast indgår i dag i flere og flere produkter som for eksempel tekstiler, møbler og maling. Denne plast er produceret af olie og belaster derfor miljøet i både produktion og bortskaffelse. Plast er ikke nedbrydeligt og skal brændes for at blive bortskaffet. Derfor er der store miljømæssige perspektiver både for produktionen og for bortskaffelsesmulighederne ved at udvikle plast af biologisk nedbrydelige materialer.

Aarhus Vand er nu gået med i et udviklingsprojekt med Krüger, KMC og Billund Vand, der går ud på at fremstille såkaldte biopolymerer fra spildevandet på Marselisborg Renseanlæg, som kan bruges til fremstilling af biologisk nedbrydeligt plast. I projektet produceres biopolymerer af bakterier fra naturligt forekommende næringsstoffer i spildevandet, og samtidigt renses spildevandet.

Afdelingschef i Aarhus Vand, Claus Homann, siger om baggrunden for at gå ind projektet:
”Afdækning af mulighederne for ressourcegenvinding i fremtidens spildevandsrensning er essentiel for os. Netop derfor deltager vi i udviklingsprojektet, hvor vi undersøger potentialet for udvinding af biopolymer fra spildevand.”

Kontaktinformation Claus Homann: cho@aarhusvand.dk, mobil: 2979 9350

Administrerende direktør i Krüger, Leif Bentsen, supplerer:
”Vi er overbeviste om, at fremtidens renseanlæg vil have høj fokus på at genvinde ressourcer. Projektet går skridtet videre end det energiproducerende renseanlæg og kan oven i købet være en del af løsningen på verdens plastaffaldsproblemer.”

Kontaktinformation HR- og Kommunikationsdirektør Anne Abraham, Krüger A/S: mobil 2171 3872

Fakta om projektet, som kaldes ”BIOPOL” (udvinding af biopolymer fra spildevand):
Biopolymerpotentialet undersøges af tre typer spildevand. Der opstilles et pilotanlæg hos KMC i Brande, hvor potentialet skal undersøges på industrispildevand med højt indhold af kulstof. Sideløbende undersøges biopolymerpotentialet af byspildevand med forskellig grad af industribelastning på Marselisborg Renseanlæg i Aarhus og på Billund BioRefinery.

Biopolymererne, der produceres i projektet, er PHA polymerer, hvor PHA står for PolyHydroxyAlkanoater, der er en fællesbetegnelse for flere forskellige polyester-polymerer. PHA-polymererne produceres naturligt af bakterier som oplagringsmateriale, på samme måde som vi mennesker oplagrer fedt. PHA-polymerer er 100 % bionedbrydelige og kan anvendes til produktion af bl.a. plastemballager.

Miljøministeriet har gennem Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrations Program (MUDP) bevilget 1,9 mio. kr. ud af et samlet budget på 3,6 mio. kr. til projektet. Krüger er projektleder og ansvarlig for planlægning og gennemførelse af biopolymerproduktionen og tests af spildevandet.

Resultater og rapportering forventes at være klar til offentliggørelse i midten af 2016.

Vi gør mere for mindre - 08.05.2015

Til trods for de seneste års store investeringer i forbedret vandkvalitet i Aarhus Å, badevandskvalitet i Aarhus-bugten og klimatilpasning af Aarhus by, så kunne Aarhus Vand i 2014 holde den samlede pris for drikkevand og afledning af spildevand (inkl. afgifter) på 5 øre pr. liter, hvilket er under landsgennemsnittet. Forklaringen ligger blandt andet i de fortsat faldende driftsomkostninger, som kommer af en stærk innova-tions- og effektiviseringsindsats.

I Aarhus Vands årsrapport for 2014 kan man se, at godt halvdelen af de samlede nødvendige investeringer på 425 mio. kr. gik til klimatilpasning og fornyelsesopgaver på kloak- og vandanlæg. Øget effektivisering og frugtbare partneringsamarbejder med private virksomheder har betydet et fald i omkostningerne. En anden årsag til de faldende omkostninger skal findes i udviklingen af en mere effektiv lækagesøgning. Vandtabet var sidste år på det laveste niveau i mange år. Derfor kunne vi også i 2014 holde vandprisen under landsgennemsnittet.

Aarhus Vand vil reducere driftsomkostningerne med 20 % frem mod 2020. Siden stiftelsen af selskabet i 2010 er omkostningerne reduceret med 13 % og selskabet er derfor et godt stykke foran målet. For at effektivisere den samlede drift og for at spare energi arbejdes der blandt andet med at centralisere Aarhus Vands renseanlæg i den sydlige del af kommunen. I 2014 blev Harlev Renseanlæg nedlagt, og frem mod 2016 vil yderligere fem renseanlæg blive nedlagt.

Vi investerer i fremtiden
En milepæl i selskabets massive investeringer i klimatilpasning blev markeret sidste år med en stor, inter-national konference, hvor Aarhus Vand kunne fremvise verdens mest avancerede og komplette samsty-rings- og varslings-system. Systemet er med til at sikre god vandkvalitet i Brabrand Sø, Aarhus Å og Aar-hus Havn.

Aarhus Vand fortsatte sidste år de målrettede investeringer i CO2-neutralitet med blandt andet et ambitiøst og storstilet projekt, der skal gøre Egå Renseanlæg 150 % energiproducerende i 2018. Marselisborg Ren-seanlæg er allerede selvforsynende med energi og sælger tilmed el tilbage til elnettet.

I 2014 blev ’fremtidens vandværk’ indviet. Truelsbjergværket sætter en ny teknologisk, arkitektonisk og driftsmæssig standard for et vandværk, og det har allerede været genstand for stor opmærksomhed fra nær og fjern. Værket sender et klart signal om den strategiske udvikling, som Aarhus Vand er godt i gang med.

Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, siger om resultatet:
”Trods store investeringer i et sundt vandmiljø, klimatilpasning og drikkevandsbeskyttelse kunne vi i 2014 holde forbrugspriserne i ro. Den gode balance mellem langsigtede miljøinvesteringer og den daglige drift kommer kunder og borgere i kommunen til gode, og Aarhus Vand kan fortsætte udviklingen fra traditionel forsyningsvirksomhed til vidensvirksomhed. Vi har teknologi og løsninger, som der er brug for ude i verden. Sidste års etablering af samarbejde med Chicago understøtter danske virksomheders vækst og eks-port.”

Økonomidirektør Mads Bayer supplerer:
”De faldene driftsomkostninger giver os større mulighed for at investere i langsigtede klimatilpasningsløs-ninger og optimere vores anlæg. Det kommer kunderne til gode her og nu ved blandt andet færre over-svømmelser, men også i fremtiden, da vi ikke skubber en kæmpe regning foran os, som pludselig skal betales.”

Yderligere information
Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, på tlf. 8947 1100 eller lsc@aarhusvand.dk
Økonomidirektør Mads Bayer, Aarhus Vand, på tlf. 8947 1110 eller mba@aarhusvand.dk
Årsrapporten kan hentes på www.aarhusvand.dk/om-os/presserum/publikationer/ 

Beskyt drikkevandet - gør din have sprøjtefri - 31.03.2015

Som haveejer kan du fejre Vandets Dag ved at droppe sprøjtegiften. Aarhus Vand viser på Facebook, hvordan du kan fjerne ukrudt og skadedyr på andre måder.

Vi har masser af billigt og dejligt, rent drikkevand i vores vandhaner. Sådan skal det blive ved med at være. Det kan du og dine naboer være med til at sikre, hvis I dropper sprøjtegiften og i stedet bruger et hakkejern eller en ukrudtsbrænder, når I skal fjerne ukrudt.

Det er hovedbudskabet til aarhusianerne på Vandets Dag på søndag den 22. marts, hvor vandværker over hele landet sætter fokus på vores drikkevand.

I en husstandsomdelt pjece kan du læse, hvordan sprøjtegifte i haven kan risikere at trænge ned i grund-vandet. Både ukrudt og skadedyr kan nemt fjernes på andre måder, hvor du ikke risikerer at sprøjtegift siver ned i grundvandet.

En række videoer på Facebook-kampagnesiden viser konkret, hvordan du skal gøre, hvis du gerne vil holde din have giftfri. Se på www.facebook.dk/sprojtefri

”Vi vil gerne fortælle haveejerne i Aarhus, at de bor oven på det grundvand, som måske en dag ender som drikkevand i vandhanen", siger Lars Schrøder, der er adm. direktør hos Aarhus Vand.

"Flere af vores drikkevandsboringer ligger i byområderne. Derfor skal vi sammen med haveejerne gøre en indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Her vil det være en stor hjælp, hvis vi dropper sprøjtegiften i haverne".

Et af de gode råd til haveejerne er, at de skal sørge for at holde ukrudtet nede, før det får for godt fat. Og det er nemt at fjerne ukrudt lige når det har regnet, hvor jorden er fugtig.

Den husstandsomdelte pjece er lavet i samarbejde med de øvrige vandværker i Aarhus, Danmarks Naturfredningsforening, Danva, vandværkerne i Skanderborg m.fl.

Videoerne på Facebook viser, hvordan du uden brug af sprøjtegifte kan fjerne:

  • Ukrudt mellem fliserne
  • Alger på fliserne
  • Myrer i dit hus
  • Mælkebøtter
  • Lus på dine planter
  • Dræbersnegle i din have

Yderligere information hos Kristian Brunmark, Kommunikationskonsulent hos Aarhus Vand, tlf.: 89 47 10 29, e-mail:kkb@aarhusvand.dk